Citat af ukendt forfatter:
“Tænker du for meget, vil du skabe problemer, der slet ikke eksisterede til at begynde med”
Det er ikke let at være NaturErhverv (se hvad NE er nederst i indlæg), som for ikke længe siden så nye kontrolproblemer tårne sig op. Den nye regel om at landmænd over 30 ha. skal have tre afgrøder sendte NE i tænkeboks – og det bliver svært.
Kontrolperioden bliver fra 1. juni til 31. juli – og begrundes fra NE ikke uventet i, at EU jo har forlangt, at der skal foregå kontrol.
Nu er det problemerne opstår (eller igen skabes af NE). De pokkers bønder kunne simpelthen finde på at høste en afgrøde, inden NE’s kontrolperiode starter. Og næsten endnu værre – hvis NE ikke kommer før den 30. juli, så kunne en eller anden sandjordsbonde dæl’me også have høstet sin kornafgrøde inden han er kontrolleret!!
Uha – jeg kan godt se problemet. I nogle helt få og nærmest enkeltstående tilfælde, så kan NE risikere ikke at have set afgrøden med egne kontroløjne. I værste fald, kan de ikke engang finde en stubrest fra den høstede mark, da der allerede er etableret en ny afgrøde (kunne i princippet være en af de mellem- eller efterafgrøder, som NE sætter meget pris på, er etableret tidligt)!
Det afleder p.t. diverse meddelelser fra NE, at nu skal vi huske at indberette rigtigt.
Fakta er, at alle landmænd lang tid før et evt. besøg fra NE, har siddet i timer med deres rådgiver. Dels for at finde ud af ikke at overtræde NE-regler – dels for at lave markplaner der både indeholder nok afgrøder inkl. den tredje. Alt er skemalagt OG INDSENDT til NE før den lovpligtige dato. Skulle NE være i tvivl om afgrødeplanen, kan de jo kigge i de papirer, som har kostet en formue at udarbejde. Ændrer planen sig, så er der en ny dato for indberetning af korrektionen – herefter binder bordet.
I Den store Danske fra Gyldendal står der om NE: (man er nødt til at søge lidt, da de første 25 sider på søgeordet NaturErhverv lidt overdrevet handler om de regler vi kan overtræde på en almindelig arbejdsdag)
“NaturErhvervstyrelsen, styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, oprettet 1.10.2011 ved en sammenlægning af FødevareErhverv, Fiskeridirektoratet og hovedparten af Plantedirektoratet. Styrelsen blev skabt for at sikre større sammenhæng i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris erhvervs- og miljøpolitik samt for at forbedre kundebetjeningen og sikre en mere effektiv drift”.