Søstjerneforsøg blev tomt stjerneskud for 5 mio.

Vi lægger os IGEN ned for Fødevarestyrelsen og deres regelhysteri

Kort intro til den ret morsomme eller måske snarere tragikomiske sag:

Fokus er her på søstjerner, som er storforbrugere af muslinger som fødeemne – det bryder muslingefiskerne sig naturligvis ikke om.

Da verden – og i særdeleshed økologerne – mangler protein, har nogen fået den geniale idé, at se på om søstjernerne evt. kan tørres og formales til fx proteinkomponet i svinefoder.

Det synes staten også var en oplagt idé – HVORFOR PROJEKTET BLEV STØTTET MED 5 MIO. DANSKE SKATTEYDERKRONER.

Og hvorfor fremhævede jeg så det med store, fede bogstaver – jo, det kommer vi tilbage til.

Der ligger nu næsten 100 tons tørret søstjernepulver klar – men nu har en eller anden regelrytter hos Fødevarestyrelsen rodet så længe i papirerne, at det viser sig at dette produkt ikke står som tilladt i EU-reglerne som godkendt fodermiddel.

Jeg har før bragt et citat af ukendt forfatter og gør det gerne igen:

“Tænker du for meget, vil du skabe problemer, der slet ikke eksisterede til at begynde med”

Så nu er forsøget med søstjernemelet gået (sat) i stå…..

Jeg citerer her fra medierne:

Formanden for Muslingeerhvervet i Nykøbing, Viggo Kjølhede, kalder det en katastrofe, at forsøget med søstjernerne nu er stoppet. 93 tons fiskepulver ligger allerede klar til brug. Men Fødevarestyrelsen vil ikke give dispensation til at komme videre med projektet. Hvis forsøget skulle gennemføres, ville konsekvensen være, at alle grise, der får foderet, skulle aflives efter forsøget.

Viggo Kjølhede har dog ikke opgivet håbet om, at Fødevarestyrelsen kan give en dispensation:

Det er under al kritik, og det kan ikke være rigtigt. Jeg har en klar forventning om, at de giver den dispensation. Det skal de. Alle ved, det ikke er farligt at fodre med søstjerner. Det er bureaukrati af største skuffe, siger han til tv-stationen.

Ingen problemer

Forsøgscenter Foulum har allerede eksperimenteret med søstjerner i staldene og ser ingen problemer i at lave stjernerne om til foder. Ifølge lektor Jan Værum Nørgaard, Aarhus Universitet, Foulum, er der brug for at lave forsøg for at udvikle en helt ny branche, og han konstaterer, at de problemstoffer, der kunne være i søstjerner, ligger langt under de grænseværdier, der er for den slags fodermidler

Tja – og det forlyder endda, at vores allestedsnærværende Fødevarestyrelse skulle have været hos EU-kommissionen for at få ændret reglerne, da de angiveligt ikke ser sig selv i stand til at give dispensation.

På andre områder holder den samme styrelse sig ellers ikke tilbage for at give dispensationer, men det vender vi tilbage til i et andet blog-indlæg!!

Så nu står vi så med det tomme 5 mio. kroners tomme stjerneskud – interessant nok, så jubler nogle af de miljøfrelste. De påstår nemlig, at det der søstjerne fiskeri også bare var ødelæggende for naturen. Føj da, vi kan ikke have erhvervsdrivende i DK – de ødelægger altid idyllen – og her var der endda muligheder for proteinforsyning til økofolket!

Spændende om de aktuelle tanker om at udnytte muslingers evne til at optage nitrat og derefter udnytte dem til proteinfoder ryger i samme gruppe af tomme projekter? Håber s’gu ikke at alle de penge som det projekt er støttet med går samme vej – nemlig ud med skyllevandet.

 

Please like & share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *