Der er sket noget særligt – jeg har fået en kommentar på bloggen!
Er det godt eller skidt? Det er godt!
Agerbonden.dk er ikke tænkt som en debatside, da jeg umuligt ville kunne finde tid til at køre lange debatter med folk der er helt uenige med mig og evt. er ildsjæle ud i bekæmpelsen af nogen der er uenige med dem selv.
Men en enkelt kommentar ind i mellem er ikke i vejen – og slet ikke, som når Erik (I kan klikke på den over til højre under kommentarer) giver mig en super ironisk hilsen fra økoland.
Jeg er så glad for Eriks kommentar om, at “Hvor det godt at vide der mindst er en konventionel landmand der ønsker økologerne al det bedste og hen hvor peberet gror”. Erik har oven i købet kommenteret på min “om Agerbonden side”. Se enten har jeg ikke formuleret mig klart – eller også kan Erik ikke læse. Jeg prøvede ellers at forklare, at jeg er sådan en ca. halv økolog – men at der er nogle detaljer (!) i økologien der driller mig lidt. Det har Erik ikke fanget, så jeg er dømt ude.
Nå, men jeg slog straks op på Eriks blog, for at se hvilken tilgang han har til tingene og her er et klip om konventionel, industriel hvedemel fra Eriks hånd, der som det første poppede op da jeg klikkede løs: (jeg har ikke spurgt Erik om jeg måtte gengive det, men det tilgiver han mig nok)
27. Feb 2008 10:31, Tvendager
Det hvedebrød du spiser i dag kan lovligt være produceret som her beskrevet:
Hvede sås på jord hvor der tidligere er spredt kloakslam indeholdende PCB, hormonlignende stoffer, tungmetaller, kemikalie- og medicin rester næsten alt sammen indenfor de fastsatte maksimumgrænser.
Efter spiring spredes gylle fra raske og syge dyr indeholdende hormonlignende stoffer, tungmetaller, kemikalie- og medicin rester alt sammen indenfor de fastsatte maksimumgrænser.
Derefter gødes med tungmetalholdigt kunstgødning og der sprøjtes med de sædvanlige lovlige sprøjtemidler inklusiv stråforkorter. Senest 10 dages inden høst kan der lovligt sprøjtes medRoundup.
I tilfælde af insektangreb under lagring, vandes lovligt med en opløsning af Organofosfat, en nervegift i sarin og bladanfamilien. Den mistænkes for øget kræftrisiko, og er på FNs liste over stærkt giftige stoffer. WHO vurderer, at stoffet har ansvar for en stor del af de sygdomstilfælde og dødsfald, der sker dagligt i den tredje verden. I USA er midlet på en observationsliste på grund af dets virkning på børn.
Fra lager leveres hveden til møllen der formaler hveden og samtidig fjernes kimen, indeholdende b-vitamin hvilket forringer næringsværdien, og øger gravides risiko for at føde børn med tarm og blærelidelser, rygmarvsbrok og ganespalte. Sverige overvejer netop b-vitamintilskud til gravide.
Det færdige produkt er flot hvidt, modsat økologisk, og har en har stor holdbarhed, høj indhold af naturfremmede stoffer og forringet næringsværdi. De åbenlyse skadevirkningerne ved den hårdhændede behandling af et udbredt næringsmiddel har indtil dato ikke givet danske fødevaremyndigheder anledning til at ændre reglerne om produktion og mærkning.
Efter at have læst dette, trænger jeg ikke til at debattere med Erik – hans tilgang forstærker blot mit uøkologiske gen. Det er eksempler som Eriks frelste tankegang, der kan få mit blod til at løbe den forkerte vej. Jeg håber han enten stadig ager med stude, lever af byggrød og og bor i en kold og hjemmebygget tørvehytte – han kan umuligt både have bil og fyre op i et moderne hus, så frelst han er på miljøets vegne. Elektriciteten må han også fornægte og insulin skulle være forbudt. Nej tak til alt kunstigt – det må Erik leve op til, siden han har set sig så forbandet på noget så simpelt som industriel mel (eller de satans bønder som laver hveden dertil, med alle deres tungmetaller og andet skidt. Samtidig hylder han økologien, som ikke har en hylende fis idé om, hvordan de skal skaffe kvælstof til deres marker, såfremt det ikke var fra de konventionelle gyllebeholdere.
Så blot en enkel kommentar til Erik herfra: “Der er plads til masser af økologi i Danmark – men det skal være den ægte økologi og ikke på lånte fjer. Vær ikke så fjendsk overfor konventionelt landbrug og industrifremstilling, hvis du ikke selv tåler kritiske kommentarer. Lad økologien vokse af sig selv og langsomt (som jeres gulerødder, så der kan komme noget smag i økologien) og lad for alt i verden forbrugerne selv vælge og selv betale. Få dig et liv i stedet for at bruge en masse tid på nettet til at finde skræmmebilleder om konventionel produktion, tydeligvis skrevet af nogen, der ikke har set en plov, endsige hakket en roerække i hele deres liv.
Og læs så lige lidt mere om mine holdninger – jeg er ikke så antiøkologisk som du har tolket dig til. Men jeg erkender, at din retorikform er med til at skræmme mig væk fra økologi. Du skulle hellere se om du kunne lokke os til at lægge om, ikke:-)
(men alligevel tak fordi du skrev)