Bjørnebanden vil ikke i e-boksen

Det kommer bag på Kriminalforsorgens direktør, at bjørnebanditter ikke læser deres e-boks

Ind i mellem er ens øjne ved at falde ud af hovedet, når man læser hvad vi danskere kan finde på. Sidste nye skrig (da man var færdig med at tvangsindlægge de 90 årige til digital post), var at indkaldelser til afsoning udelukkende blevet sendt som digital post til de dømtes e-boks.

Nu viser det sig sør’me – og åbenbart til kriminalforsorgens store overraskelse – at “kundeklientellet” ikke er de flittigste læsere af e-boks!!

Således er antallet af udeblivelser fra afsoning steget kraftigt og runder nu snart 45 %.

Det er jo fantastisk og direktør Johan Reimann erkender offentligt, at det er for mange (efter angiveligt, at have holdt øje med udeblivelserne, efter overgangen til digital post. Jamen, det er jo flot, Johan..

Nå, så forventer sådan en bondetamp som jeg jo, at nu er det idiot-eksperiment aflyst, men nej. Nu vil Johan i tænke-boks om e-boks. Så derfor vil han nu indkalde både digitalt og fysisk, indtil han får en god idé til hvordan det fremadrettet skal gribes an.

Formanden for foreningen Fangenetværket er selv tidligere kriminel og han mener at Kriminalforsorgen burde have vidst, at denne “kundegruppe” har store udfordringer i forhold til it og synes faktisk det er helt urimeligt – altså at hans medlemmer pludselig en dag bliver anholdt for ikke at være mødt op.

“Jeg kan slet ikke forstå, at man har trukket det her ned over hovedet på en målgruppe, som, man ved, har store udfordringer i forhold til it. De ser simpelthen ikke de digitale breve og står derfor helt uforstående, når de pludselig en dag bliver anholdt for ikke at være mødt op i fængslet”, udtaler han.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har talt for at forlænge de dømtes straf med det antal dage de udebliver – her har journalisterne haft fat i organisationschef i Foreningen for tidligere dømte. Han afviser på det bestemteste den idé, da han finder det helt urimeligt at straffe folk for ikke at møde op – til noget, som de ikke var klar over, at det skulle møde op til…..

Ak ja, der kan være lidt “langt hjem” i lille DK, når de lærde ruller sig ud.

Men for at sætte lidt kolorit på det hele, synes organisationschefen forresten, at man hellere skulle give de kriminelle nogle it kurser, så de kan klare sig i samfundet. Ideen lyder besnærende, men man frygter jo at disse digitalt analfabetiske bjørnebanditter så bare vil kaste sig over økonomisk it-kriminalitet – og bruge deres nye evner på at rode i min e-boks. Det kan de sikkert godt finde ud af 🙂

 

Please like & share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *