Miljøet stinker af Ammoniak!

Bare ikke i Danmark….

Hvis man skal tro (og det skal man vel) på den seneste ”Videnskabelige rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (Nr. 119/2015) om den ”ATMOSFÆRISK DEPOSITION 2013”, så er det høje tid at få lukket ned for både ammoniakudledning og nedfaldet heraf.

I rapporten hedder det, ”at det i Danmark og Europa er en målsætning, at naturen ikke må modtage mere luftforurening, herunder kvælstof, end den kan tåle”

Danmark har i forbindelse med den såkaldte reviderede Gøteborg-protokol forpligtiget sig til at reducere emissionen af ammoniak med 24 % set i forhold til 2005 eller 45 % i forhold til de danske udledninger i 1990. Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at til sammenligning, så har EU’s medlemslande forpligtet sig til en reduktion på 6 % i forhold til udledningen i 2005!!

I anledning af, at Fru Brosbøl for nyligt har bekræftet, at Danmark holder fast i den forpligtelse, så har de danske bønder været noget oppe på mærkerne – er der grund til det, eller er det bare den sædvanlige jammer?

Indledningsbilledet foran dette indlæg, viser med farvekoder den samlede deposition (udledning/nedfald) af kvælstofforbindelser for 2013.

Jeg citerer fra rapporten (Kilder til kvælstofdeposition):

”Ved hjælp af modelberegninger er det muligt at estimere hvor stor en del af depositionen i Danmark, som stammer fra henholdsvis danske og udenlandske kilder. Det er også muligt at skelne mellem deposition, som kan henføres til emission i forbindelse med forbrændingsprocesser (f.eks. i forbindelse med transport, energiproduktion, forbrændingsanlæg og industriproduktion) og udslip, som kan henføres til landbrugsproduktion. Opdelingen i forbrændingsprocesser og landbrugsproduktion baseres på, at emissionerne af kvælstofilter udelukkende sker i forbindelse med forbrændingsprocesser, og at emissionerne af ammoniak i praksis stammer fra landbrug, idet over 95 % af emissionen af ammoniak stammer fra landbrugsproduktion. Beregningerne viser, at depositionen i Danmark kommer omtrent ligeligt fra landbrugsproduktion og forbrændingsprocesser. I 2013 kom ca. 60 % og 40 % af depositionen til landområderne fra hhv. landbrugsproduktion og forbrændingsprocesser”.

Man behøves ikke at være professor for at se, at Danmark ligger lavt og at nabolandene mod syd har en udfordring – endda så stor, at rapporten konkluderer, at deres store udledninger påvirker Danmarks ellers gode tal – naturligvis mest i Sønderjylland.

Jamen, så er det da også en rigtig god idé at pålægge de danske bønder endnu flere krav (omkostninger) for at opnå en reduktion på 24 % eller…..?

Der er ikke noget i vejen med at reducere – problemet ligger i, at vi vil så meget mere end alle andre, hvorfor vi bliver knækket i konkurrenceevnen. Det er der heller ikke noget i vejen med, hvis det er det, samfundet vil – men det er svært at se, hvilke af de øvrige samfundsmedlemmer, der har lyst til at løfte de økonomiske konsekvenser!

 

Please like & share:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *