Månedsarkiv: juli 2015

45 % Økologi på Roskildefestival – og tonsvis af svineri

Alt imens tonsvis af affald blev efterladt på pladsen (billedet er tyvstjålet og ikke nødvendigvis fra 2015)

Jeg er rigtig i det “muntre hjørne” nu:-)

I Jyllands-Posten den 4. juli kunne jeg læse, at 45 % af maden på Roskilde Festival skal være økologisk – og at målet er 90 % om to år.

Det er jo fantastisk, at nogle fantaster går så meget op i at forsyne gæsterne med økologi og dumsmart argumentation herfor, alt imens pladsen efterfølgende ligger hen som et bombenedslag af affald!

Den dumsmarte og markedsføringsstunt-agtige argumentation fra den madansvarlige er:

“Vi er så stor en festival, og der er simpelthen så mange tons mad, der kommer igennem her. Det er en kæmpe miljøpåvirkning i sidste ende og derfor synes vi, at vi har et kæmpestort ansvar”.

Jo, det lyder s’gu godt, omend lidt “københavnsk” i sin udformning. Sikke en omgang øregas og i forbindelse med emnet, fristes man til at bruge udtrykket “Garbage” (affald på engelsk)!

Festivallen North Side havde samme populistiske tidsånds-budskab – men i hvert fald på Roskilde er der ligesom ikke sammenhæng i tingene. Når nu I har lært gæsterne at rydde op efter sig (og ikke efterlade noget enhver bonde og naturelsker iøvrigt vil græmme sig over), så kør I bare frem med det økologiske syretrip. Indtil da, synes jeg det er lidt fladt…..

Iøvrigt tillykke til L&F, som jeg ofte revser for at være nogle dårlige marketingfolk. “Pis der bliver til øl” kampagnen var dæl’me godt kørt. Respekt for den (fremtiden er ikke så sort, ha-ha). 

Please like & share:

Gamle nyheder – forsinkelse af virkeligheden

Kvælstofnormer giver proteinproblemer!

Det er faktisk ret sjovt. Min gamle mor var en dedikeret samler af avisudklip om alt fra Otto Leisner til politik, naturkatastrofer og artikler om dette og hint.

Forleden dag, stødte jeg i hendes (fred være med hende, den dejlig mor) på et avisudklip fra en landbrugsavis’ “Høstredaktion”. Artiklen må af gode grunde være fra perioden 1997-1999, da jeg figurerer (i en noget slankere udgave) på et billede taget i en hvedemark fra min periode som kornhandler i grovvarebranchen og brødteksten var: “Kvælstofnormer giver proteinproblemer”

Det er jo ligesom blevet lidt “in” at tale om det nu (:-)).

Især fornylig, hvor kornbranchen i Danmark har spillet på banen at udenlandske købere kan kræve “Danish excludet” i kontrakter for køb af korn.

Så det er da sjovt (for mig i det mindste) at se “den gamle kornhandler her” være på banen med dette fremtidsorienterede budskab allerede sidst i 90’erne 🙂

Nuvel – måske er det egentlig ikke så sjovt, men allerede dengang var der logik og konsekvens af de restriktive kvælstofnormer og forudsigelsen (som fremgår af artiklen) om stigende problemer med både brødkorn og maltbyg kom kun alt for godt til at holde stik. Det var imidlertid ikke andet end logik og konsekvens for en kornhandler, som sad “med en finger i jorden” og skulle afsætte korn.

Vi (jeg) var måske lidt naiv dengang, da der var en tro på, at det var p.g.a kombinationen af stigende udbytter og lave kvælstofnormer (blev lavere siden), som bevirkede faldende protein. Vi så det nemlig også ske i Frankrig og Tyskland. Men de oppede sig og har haft højere N-normer + større avlsfremgang siden – kun os i DK stod tilbage med tab af udbytteudvikling og faldende protein.

15-16 års forsinkelse i erkendelse af virkeligheden er vel ikke noget at regne…….!

Please like & share:

Interessante dispensationer og afslag fra NaturErhverv

Embedsmændene har ikke opdaget, at den nye fødevareminister har slået lidt mere forsonlige toner an i regeljunglen og administrationen af disse. ”SEGES” (Landmændenes fælles rådgivning) bøjer sig endda i støvet uden væsentlig protest!

I forrige blog-indlæg gjorde jeg mig sjov over Fødevarestyrelsens afslag af at køre et forsøg med søstjernemel som proteinkilde (læs selv). I samme forbindelse nævnte jeg, at styrelserne ellers i andre tilfælde ikke holder sig tilbage med dispensationer – således fik økologerne i dag forlænget den uøkologiske regel med, at de kan fortsætte med en procentdel uøkologisk foder og en stor mængde uøkologisk (70 N) husdyrgødning, hvis de – som det står angivet – mangler det..

MANGLER DET!!!!!! Sågú mangler de det!!!!

Det er jo fedt, at man sådan kan fortsætte det store økobedrag (hårde ord af en som jo faktisk går ind for 100 % økologi i det omfang markedet kan bære af egen vilje og købetrang).

Men bedraget vokser jo – der burde faktisk udsendes en pressemeddelelse til at de økologiske forbrugere (bedst udsendt af ”I love Øko” under Økologisk Landsforening) om at forbrugerne nu kan se frem til fortsat at skulle spise halvøkologisk til halvøkologisk Coop-pris, da det endnu engang har vist sig at økobalancen ikke er tilstede og ikke ser ud til at kunne skabes (jo, det kan den, men så bliver det under helt andre betingelser og til helt andre priser!)

Nå, men NaturErhverv har som skrevet står uden at blinke tildelt de sidste hellige endnu en dispensation.

Anderledes så det ud, da de stakkels majsbønder inderligt bad om at få en udsættelse af kravet om sådato for MFO (MiljøFokusOmråde!) græsudlæg i majsen (da vejret ikke har gjort det muligt at holde datoen).

Men nej, den gik ikke, da der iflg. NaturErhverv ”ikke var tale om en naturkatastrofe”. Hold nu kæft (undskyld mit sprog). Sikke en omgang teoretisk embedsmandsvrøvl. Spænd hjælmen og kom ud over rampen…

Nu kan de formastelige se frem til en bøde af kontrollanterne, hvis de indfinder sig – alt imens stanken af konventionel gylle breder sig fra økonaboens mark. Det er da paradoksalt, ikke?

MEN VED I, HVAD DET VÆRSTE ER? Det er dæl’me, at slapsvansene i SEGES blot kommenterer det som ærgerligt og beklageligt. Nu mener jeg ikke at en traktordemonstration eller lignende er vejen frem, men man må da håbe at M. Merrild og Co. har sendt en hilsen til Eva Kjær i samme forbindelse.

Det er jo ikke miljøskadeligt at flytte en dato for græs-isåning med en uge eller 14 dage. Det er vold på demokratiet, ikke at gøre det.

Please like & share:

Søstjerneforsøg blev tomt stjerneskud for 5 mio.

Vi lægger os IGEN ned for Fødevarestyrelsen og deres regelhysteri

Kort intro til den ret morsomme eller måske snarere tragikomiske sag:

Fokus er her på søstjerner, som er storforbrugere af muslinger som fødeemne – det bryder muslingefiskerne sig naturligvis ikke om.

Da verden – og i særdeleshed økologerne – mangler protein, har nogen fået den geniale idé, at se på om søstjernerne evt. kan tørres og formales til fx proteinkomponet i svinefoder.

Det synes staten også var en oplagt idé – HVORFOR PROJEKTET BLEV STØTTET MED 5 MIO. DANSKE SKATTEYDERKRONER.

Og hvorfor fremhævede jeg så det med store, fede bogstaver – jo, det kommer vi tilbage til.

Der ligger nu næsten 100 tons tørret søstjernepulver klar – men nu har en eller anden regelrytter hos Fødevarestyrelsen rodet så længe i papirerne, at det viser sig at dette produkt ikke står som tilladt i EU-reglerne som godkendt fodermiddel.

Jeg har før bragt et citat af ukendt forfatter og gør det gerne igen:

“Tænker du for meget, vil du skabe problemer, der slet ikke eksisterede til at begynde med”

Så nu er forsøget med søstjernemelet gået (sat) i stå…..

Jeg citerer her fra medierne:

Formanden for Muslingeerhvervet i Nykøbing, Viggo Kjølhede, kalder det en katastrofe, at forsøget med søstjernerne nu er stoppet. 93 tons fiskepulver ligger allerede klar til brug. Men Fødevarestyrelsen vil ikke give dispensation til at komme videre med projektet. Hvis forsøget skulle gennemføres, ville konsekvensen være, at alle grise, der får foderet, skulle aflives efter forsøget.

Viggo Kjølhede har dog ikke opgivet håbet om, at Fødevarestyrelsen kan give en dispensation:

Det er under al kritik, og det kan ikke være rigtigt. Jeg har en klar forventning om, at de giver den dispensation. Det skal de. Alle ved, det ikke er farligt at fodre med søstjerner. Det er bureaukrati af største skuffe, siger han til tv-stationen.

Ingen problemer

Forsøgscenter Foulum har allerede eksperimenteret med søstjerner i staldene og ser ingen problemer i at lave stjernerne om til foder. Ifølge lektor Jan Værum Nørgaard, Aarhus Universitet, Foulum, er der brug for at lave forsøg for at udvikle en helt ny branche, og han konstaterer, at de problemstoffer, der kunne være i søstjerner, ligger langt under de grænseværdier, der er for den slags fodermidler

Tja – og det forlyder endda, at vores allestedsnærværende Fødevarestyrelse skulle have været hos EU-kommissionen for at få ændret reglerne, da de angiveligt ikke ser sig selv i stand til at give dispensation.

På andre områder holder den samme styrelse sig ellers ikke tilbage for at give dispensationer, men det vender vi tilbage til i et andet blog-indlæg!!

Så nu står vi så med det tomme 5 mio. kroners tomme stjerneskud – interessant nok, så jubler nogle af de miljøfrelste. De påstår nemlig, at det der søstjerne fiskeri også bare var ødelæggende for naturen. Føj da, vi kan ikke have erhvervsdrivende i DK – de ødelægger altid idyllen – og her var der endda muligheder for proteinforsyning til økofolket!

Spændende om de aktuelle tanker om at udnytte muslingers evne til at optage nitrat og derefter udnytte dem til proteinfoder ryger i samme gruppe af tomme projekter? Håber s’gu ikke at alle de penge som det projekt er støttet med går samme vej – nemlig ud med skyllevandet.

 

Please like & share: