En skøn dag på vej hjem fra jobbet med radioen kørende, kan nyhedsstrømmen få tankerne til at flyde, alt imens man glæder sig til at komme hjem og afsted med bl.a. ”sprøjtetraktoren”.
”Sprøjtetraktoren”!! Det lyder giftigt og da den jo kører frem og tilbage i ”sprøjtesporet”, bliver det jo kun endnu mere giftigt. Men er det nu et sprøjtespor, flyder tankerne videre da jeg næste dag er tidligt oppe og ude med den gule tank.
Til min store morskab, går debatten nu på, at vandværkerne foretrækker at etablere drikkevandsboringer på landbrugsarealer, der har været intensivt dyrket i over 90 år.
Man kan analysere sig frem til meget lave værdier af nitrat og umålelige værdier af pesticider. Det er s’gu godt nok nye toner! Parolen har jo – trods protester og modsat bevisførelse fra landbruget været – at de satans bønder sviner grundvandet til. Nu kan man ikke finde rent vand i nærheden af byerne! Det er da en interessant erkendelse – så der venter en ordentlig regning til byboerne, når de skal i gang med at lave nye kloakker, skille regnvand fra kloakvand og rense deres spildevand på et højere niveau.
Tilbage til sprøjtetraktoren – tankerne flyder igen. Viser det sig virkelig, at jeg ved at gøde mine marker med det ellers så negativt ladede ”kunstgødning” (det er i øvrigt meget naturligt), sprøjte mine marker og ellers producere en masse foder til folk og fæ, ligefrem holder undergrunden ren til mine efterkommere? Jeg causerer videre og beslutter med mig selv, at jeg i fremtiden kun vil kalde det for ”plejesporet”.
Over på den anden side af skellet, fik mine naboer i foråret lagt gylle ud på deres marker. ”Slangeudlæggeren” har kørt i ”plejesporet” og det lugter faktisk næsten ikke af gylle, da en del har været over biogassen, så vi alle kan få del i gylle-guldets værdier til opvarmning m.v. Gyllen sparer os for uhyrlige mængder import af næringsstoffer udefra.
Jeg tænker videre. Hvorfor hader så mange mennesker gylle – det er jo bare dyrenes møg og tis, der er blandet sammen. I Morten Korchs (og min fars) tid kørte man lort ud med møgsprederen, som havde ligget i møgstak (ofte i gårdspladsen eller bag stalden) tæt på drikkevandsbrønden. Ajle (tis-tanken) var en gammel sprækket sag, som da holdt det meste inde. Det var tider – noget andet end det man byder mine naboer med husdyr i dag. Der er både beholderkontrol og store bøder, hvis der er en sprække i betonen – men hvad med menneskegyllen?
”Menneske-gylle”, flyder tankerne videre. Det har ingen ondt af eller hvad? Borgerne producerer lystigt store mængder menneskegylle hver eneste dag og det har de gjort siden Arvids dage. Lige fra lokumsspandes tid. Min far fortalte altid, at han som dreng blev sat til at tømme lokumsspanden direkte i rabarberne. Pigerne på gården skulle så lige rage avispapiret (anvendt til tørring) væk, inden de om foråret rev rabarber af til tærterne!
Men det var før, vi begyndte at fylde albyler og diverse andre overskudsprodukter i kummen. Det er faktisk klamt at tænke på, at vi lader alle de gode næringsstoffer til spilde – hvad med økologerne – de må da kunne bruge det!
Det er imidlertid ikke let for økologerne – for menneskegylle er sørme ikke særlig økologisk af føromtalte årsager. Det er et stort sammensurium af nedløbsvand, vaskemaskinevand, østrogener og lokumsvand. Det er faktisk lidt klamt, at det ikke kan anvendes.
Skulle man montere en sensor på folks lokummer, så der går en alarm, når man kyler en albyl i hullet!? Det kunne være sådan en gult kort ordning, som landbruget har på medicin!
—
Der er gået lidt tid siden jeg var i ”plejesporet”, men nu er jeg derude igen. Da får jeg en tanke. Jeg producerer sådan rundt regnet 100.000 bajere pr. ha. maltbyg. Kan man producere 50.000 bajere pr. ha. i økologisk maltbyg, tror jeg man skal være heldig – men det sker kun, hvis der er brugt godt med konventionel gylle. Så man løber ikke kun tør for mad, hvis vi alle skal producere økologisk – man bliver s’gu også tørstig!
Jeg vender i ”plejesporet” og kigger over mod min økologiske nabos rabarber. Han er ikke rigtig økolog – har han fået at vide af en anden økolog. Fordi han ikke kun gør det af religion, men også for pengenes skyld. ”Men det er der ikke noget at gøre ved”, siger den festlige fyr. ”Jeg kan ikke spille guitar og har aldrig røget hash”.
Hov, der var ”vores” Agerhøns – et par, som holder fast til her. De er ellers sarte, men mine giftudledninger er åbenbart ikke nok til at holde dem væk. Der står “kokken” og holder øje med hønen, som går og piller i mit plejespor – heller ikke dem har jeg slået ihjel og der er bare gang i harerne. De formerer sig p.t. som fluer og jagter lystigt rundt i bygmarken ved siden af.
I radioen kører et indslag om de snart kun 35 huse der er tilbage på Læse – tækket med tang eller Ålegræs. Årsagen til at de er så sjældne er, at man måtte stoppe med at tække med Ålegræs – det døde pludseligt engang omkring 1930’erne – angiveligt, uden at nogen eksperter kan forklare hvorfor. Jeg åbner for trykket på sprøjten imens jeg tænker: ”30’erne, okay – så kan det s’gu da ikke ha’ været bøndernes kunstgødning, der tog livet af det dengang”
Så tænker man uvægerligt, om der også i 2015 kunne være andre årsager (end kun bøndernes virke), når Ålegræssets er på tilbagetog.
Nå, jeg er færdig med at sprøjte og skal tisse. Da jeg har haft stråforkorter i tanken, så vasker jeg altid hænder før jeg tisser…
