Kategoriarkiv: Dilemma

Interessante dispensationer og afslag fra NaturErhverv

Embedsmændene har ikke opdaget, at den nye fødevareminister har slået lidt mere forsonlige toner an i regeljunglen og administrationen af disse. ”SEGES” (Landmændenes fælles rådgivning) bøjer sig endda i støvet uden væsentlig protest!

I forrige blog-indlæg gjorde jeg mig sjov over Fødevarestyrelsens afslag af at køre et forsøg med søstjernemel som proteinkilde (læs selv). I samme forbindelse nævnte jeg, at styrelserne ellers i andre tilfælde ikke holder sig tilbage med dispensationer – således fik økologerne i dag forlænget den uøkologiske regel med, at de kan fortsætte med en procentdel uøkologisk foder og en stor mængde uøkologisk (70 N) husdyrgødning, hvis de – som det står angivet – mangler det..

MANGLER DET!!!!!! Sågú mangler de det!!!!

Det er jo fedt, at man sådan kan fortsætte det store økobedrag (hårde ord af en som jo faktisk går ind for 100 % økologi i det omfang markedet kan bære af egen vilje og købetrang).

Men bedraget vokser jo – der burde faktisk udsendes en pressemeddelelse til at de økologiske forbrugere (bedst udsendt af ”I love Øko” under Økologisk Landsforening) om at forbrugerne nu kan se frem til fortsat at skulle spise halvøkologisk til halvøkologisk Coop-pris, da det endnu engang har vist sig at økobalancen ikke er tilstede og ikke ser ud til at kunne skabes (jo, det kan den, men så bliver det under helt andre betingelser og til helt andre priser!)

Nå, men NaturErhverv har som skrevet står uden at blinke tildelt de sidste hellige endnu en dispensation.

Anderledes så det ud, da de stakkels majsbønder inderligt bad om at få en udsættelse af kravet om sådato for MFO (MiljøFokusOmråde!) græsudlæg i majsen (da vejret ikke har gjort det muligt at holde datoen).

Men nej, den gik ikke, da der iflg. NaturErhverv ”ikke var tale om en naturkatastrofe”. Hold nu kæft (undskyld mit sprog). Sikke en omgang teoretisk embedsmandsvrøvl. Spænd hjælmen og kom ud over rampen…

Nu kan de formastelige se frem til en bøde af kontrollanterne, hvis de indfinder sig – alt imens stanken af konventionel gylle breder sig fra økonaboens mark. Det er da paradoksalt, ikke?

MEN VED I, HVAD DET VÆRSTE ER? Det er dæl’me, at slapsvansene i SEGES blot kommenterer det som ærgerligt og beklageligt. Nu mener jeg ikke at en traktordemonstration eller lignende er vejen frem, men man må da håbe at M. Merrild og Co. har sendt en hilsen til Eva Kjær i samme forbindelse.

Det er jo ikke miljøskadeligt at flytte en dato for græs-isåning med en uge eller 14 dage. Det er vold på demokratiet, ikke at gøre det.

Please like & share:

Søstjerneforsøg blev tomt stjerneskud for 5 mio.

Vi lægger os IGEN ned for Fødevarestyrelsen og deres regelhysteri

Kort intro til den ret morsomme eller måske snarere tragikomiske sag:

Fokus er her på søstjerner, som er storforbrugere af muslinger som fødeemne – det bryder muslingefiskerne sig naturligvis ikke om.

Da verden – og i særdeleshed økologerne – mangler protein, har nogen fået den geniale idé, at se på om søstjernerne evt. kan tørres og formales til fx proteinkomponet i svinefoder.

Det synes staten også var en oplagt idé – HVORFOR PROJEKTET BLEV STØTTET MED 5 MIO. DANSKE SKATTEYDERKRONER.

Og hvorfor fremhævede jeg så det med store, fede bogstaver – jo, det kommer vi tilbage til.

Der ligger nu næsten 100 tons tørret søstjernepulver klar – men nu har en eller anden regelrytter hos Fødevarestyrelsen rodet så længe i papirerne, at det viser sig at dette produkt ikke står som tilladt i EU-reglerne som godkendt fodermiddel.

Jeg har før bragt et citat af ukendt forfatter og gør det gerne igen:

“Tænker du for meget, vil du skabe problemer, der slet ikke eksisterede til at begynde med”

Så nu er forsøget med søstjernemelet gået (sat) i stå…..

Jeg citerer her fra medierne:

Formanden for Muslingeerhvervet i Nykøbing, Viggo Kjølhede, kalder det en katastrofe, at forsøget med søstjernerne nu er stoppet. 93 tons fiskepulver ligger allerede klar til brug. Men Fødevarestyrelsen vil ikke give dispensation til at komme videre med projektet. Hvis forsøget skulle gennemføres, ville konsekvensen være, at alle grise, der får foderet, skulle aflives efter forsøget.

Viggo Kjølhede har dog ikke opgivet håbet om, at Fødevarestyrelsen kan give en dispensation:

Det er under al kritik, og det kan ikke være rigtigt. Jeg har en klar forventning om, at de giver den dispensation. Det skal de. Alle ved, det ikke er farligt at fodre med søstjerner. Det er bureaukrati af største skuffe, siger han til tv-stationen.

Ingen problemer

Forsøgscenter Foulum har allerede eksperimenteret med søstjerner i staldene og ser ingen problemer i at lave stjernerne om til foder. Ifølge lektor Jan Værum Nørgaard, Aarhus Universitet, Foulum, er der brug for at lave forsøg for at udvikle en helt ny branche, og han konstaterer, at de problemstoffer, der kunne være i søstjerner, ligger langt under de grænseværdier, der er for den slags fodermidler

Tja – og det forlyder endda, at vores allestedsnærværende Fødevarestyrelse skulle have været hos EU-kommissionen for at få ændret reglerne, da de angiveligt ikke ser sig selv i stand til at give dispensation.

På andre områder holder den samme styrelse sig ellers ikke tilbage for at give dispensationer, men det vender vi tilbage til i et andet blog-indlæg!!

Så nu står vi så med det tomme 5 mio. kroners tomme stjerneskud – interessant nok, så jubler nogle af de miljøfrelste. De påstår nemlig, at det der søstjerne fiskeri også bare var ødelæggende for naturen. Føj da, vi kan ikke have erhvervsdrivende i DK – de ødelægger altid idyllen – og her var der endda muligheder for proteinforsyning til økofolket!

Spændende om de aktuelle tanker om at udnytte muslingers evne til at optage nitrat og derefter udnytte dem til proteinfoder ryger i samme gruppe af tomme projekter? Håber s’gu ikke at alle de penge som det projekt er støttet med går samme vej – nemlig ud med skyllevandet.

 

Please like & share:

Røde ører!

Røde ører er blandt andet noget man kan få, hvis man skammer sig lidt

Og jeg skammer mig faktisk lidt….

Den 1.6 skrev jeg under kategorien “Sure opstød” et indlæg, som blandt andet omhandlede syge folkeskolelærere (angiveligt afledt af deres modstand mod skolereformen).

Forleden dag, sad jeg så ved siden af en lærer – en af de ellers motiverede slags – men motivationen var svundet. Og nu kommer vi til de røde ører:

“Ind i mellem kan man blive noget mere nuanceret af at lytte til den anden side – i stedet for blot at udtale sig ud fra noget man kun har fra medierne”

Det var en meget interessant samtale (synes jeg i det mindste), hvor der blev argumenteret sagligt og blandt andet givet nogle helt konkrete eksempler på, hvor stift og umuligt et system skolereformen har resulteret i. Jeg skal ikke gå i detaljer, da vi var langt omkring, men som sagt fik jeg et mere nuanceret billede. Min argument er ikke, at min sidemand M/K nødvendigvis bare har ret i alt, men man må erkende sin egen uvidenhed, når man taler med en, som sidder i suppegryden.

Jeg lod også mærke til en anden bemærkning i forbindelse med vores snak og det var: “Jeg er dødtræt af at høre alle mulige udtale sig om sygefravær (som vist ikke var helt reelt i medierne) og jeg ved ikke hvad – folk som ikke ved en skid om, hvad der foregår i folkeskolen”

Den bemærkning har jeg som Agerbonde stor sympati for – det kender vi alt for godt, når diverse udenforstående ubehjælpeligt udtaler sig om dette og hint i forbindelse med landbrug.

Man får da også den tanke, at politikerne også burde have mindst lige så røde ører som jeg – der blev ikke lyttet ret seriøst til hinanden under valgkampen – selv om der også var små lyspunkter, hvor politikere faktisk sagde, at man fx nok skulle lytte/tale med de involverede parter – altså dem der arbejder med det i praksis.

Det kunne gå så galt, at der kom noget konstruktivt ud af det…..

Please like & share:

Stauning ELLER kaos – Dan Jørgensen OG kaos

Når man læser nedenstående artikel fra Food Culture, kommer man unægtelig til at tænke på socialdemokraternes slogan fra 1935: ”Stauning eller kaos”.

Lidt frækt kunne man vel 2015-opdatere det til: ”Dan Jørgensen OG kaos”. Hvor Staunings slogan sikrede et valg, vil jeg tillade mig at håbe, at Dan Jørgensen OG kaos vil skaffe os af med ham og hans øko-hysteri.

Hvorfor er det nu, jeg er så grov – er det fordi jeg ikke kan lide økologi og er U-Økologisk indstillet?

Nej, og det ved man når man læser ”Om Agerbonden” og tidligere indlæg. Men nogen skal jo have den lidt praktiske tilgang – teoretikerne er der nok af.

Lad os lige starte med artiklen i Food Culture (hold på hat og briller – træerne kommer til at gro ind i himlen, imens du læser om det journalisten får beskrevet som bl.a. ”danskernes sult efter økologi” og hvordan “Supermarkederne skriger efter økologi”:-)).

Jeg kommenterer med lidt nede-på-jorden-sur-røv-praktik efterfølgende.

Akut mangel på øko-kød

Forbruget af økologisk kød vokser så hurtigt, at landbruget ikke kan følge med. Supermarkederne skriger på økologisk kød, og slagterierne skriger på økologiske landmænd, siger Frilands direktør.

  1. apr 2015 kl. 12:56 af Thomas Møller Larsen

Danskernes sult efter økologi vokser så hurtigt, at der er opstået akut mangel på økologisk svine-, okse- og kyllingekød. Hos Danmarks største producent af økologisk kød, Friland, fortæller direktør Henrik Biilmann:

”Alle supermarkeder skriger på økologisk kød, og alle producenter skriger på økologiske landmænd. Vi må dagligt sige nej til eksisterende kunder og nye kunder, fordi vi ikke har kød nok. For et år siden sagde jeg, at vi vil få brug for 50 procent flere økologiske grise i 2018. Men det, begynder vi nu at tro, er et konservativt bud. Vi fornemmer, at der mangler økologisk kød i hele Europa. Det er helt udtalt på svinekød, men situationen er den samme på oksekød.”

Coop kan ikke skaffe nok øko-kød

Hos Coop lå salget af økologisk kød i januar og februar 15 procent højere, end det gjorde i samme periode sidste år.

”Vi slider med at få fat i de mængder, vi kan sælge. Specielt, når vi taler om fersk kød. Den største udfordring lige nu er på udbudssiden. Og vi appellerer til, at flere producenter lægger om til økologi,” siger Coops food-direktør, Jens Visholm.

Det aktuelle spring hos Coop kom i kølvandet på en række aggressive, permanente prisnedskæringer.

L&F: Øko-trend bider sig fast og skaber flaskehals

Som Foodculture.dk tidligere har beskrevet, melder Danmarks største kyllingeslagteri, HK Scan, også om akut mangel på økologiske kyllingeproducenter. Og Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer, er klar i mælet:

”Der er træk på efterspørgslen, priserne ligger fornuftigt, og det ser ud til at være langsigtede trends. Det, der er flaskehalsen lige nu, er, om producenterne kan nå at følge med.”

Øko-trend spreder sig fra Norden

Økologiens voldsomme vokseværk stilnede elles af i kølvandet på finanskrisen. Men senere røg den igen i vejret. For eksempel var salget af økologisk kød, pålæg og indmad 17 procent højere i 2013 end i 2012, ifølge tal fra Danmarks Statistik, og meget tyder altså nu på, at væksten fortsætter.

Også på globalt plan er økologien i kraftig vækst. På verdens største marked for økologi, USA, voksede salget af økologiske fødevarer eksempelvis med 12 procent i 2013, viser tal fra FiBL. Og ifølge Danmarks Statistik blev den danske eksport af økologi fordoblet fra 2009 til 2013.

Thomas Søby er cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, der er i færd med at åbne det asiatiske marked op for danske økologi-producenter. Han siger om trenden:

”Det har traditionelt været sådan, at økologi har været et nordeuropæisk fænomen. Men nu kan vi se, at det spreder sig mere og mere, og at der er en stigende betalingsvillighed i udlandet. Og vi forventer, at der vil ske en kraftig stigning i eksporten i de kommende år.”

Den får hele armen, hva’ (og som jeg har skrevet før, så kan konventionelt landbrug godt nok lære noget af økologerne om markedsføring!!)

Friland, Coop og selv Landbrug & Fødevarer går helt i selvsving her – sidstnævnte har sat sig selv eller er blevet bragt i den meget svære situation, at organisationen skal rumme både konventionel og økologisk produktion – så de er nødt til at hyle med, for ikke at blive kaldt stivstikkere. Men heller ikke de slår hjernen til og forholder sig lidt praktisk til sagen omkring forsyningen til den forøgede produktion!

Sagen er nemlig, at ”Skal der noget ud, skal der også noget ind”

Hvis man nu antager, at salgspotentialet er virkeligt – og, at der er nok landmænd, som vil og kan producere kødet – hvilke planer ligger der så aktuelt for at skabe forsyning med tilstrækkeligt økologisk foder – herunder ikke mindst protein. Det er i sig selv en meget kompliceret puslespil at få forsyningerne afstemt med behovet – især i en tid, hvor behovet over relativt kort tid forventes at stige meget.

Som udgangspunkt (og krav/forventning) fra den økologiske forbruger, er det vel væsentligt at det økologiske kød produceres basis økologisk foder – og ikke blot afleder en lang række af dispensationer for anvendelse af konventionelle råvarer.

Ligeledes bør der vel ligge en klar plan for at fx proteinforsyningen til den eventuelt forøgede produktion af økologisk kød, i tråd med den økologiske tankegang skal baseres på lokal produktion.

Kom nu på banen med bare en lille smule praktik, inden alle mand sælger skindet, før bjørnen er skudt. Tro mig – jeg har arbejdet rent praktisk med at få balancen mellem forsyning og behov til at gå op – og set mange økologiske råvarer være i henholdsvis over- og underskud. Og det var endda før ”Dan Jørgensen OG kaos”:-)

Lad mig afslutningsvis citere mig selv fra et blogindlæg med titlen ”Øko eller U-øko” den 5/3 2015:

”Det økologiske princip om, at ”langsom vækst giver god smag”, burde også gælde for væksten i den økologiske produktion!”e

Martin Merrild fra Landbrug & Fødevarer gør i nedenstående link et godt forsøg på at sige noget fornuftigt om det emne – klik bare løs på den lille korte video med titlen: “Vi skal glæde os over sund vækst i økologien”

http://www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2015/April/Formandskabets_nyhedsbrev_10-4-15/Nyhedsbrev_MM.aspx#

Please like & share:

Brokkerøve – nej vel!

Find lige en grimasse der kan passe…

Det var lidt vanskeligt for landbrugets folk, da regeringen meddelte, at de vil afsætte 852 mio. kr. til investeringer i nye og moderne staldanlæg.

Man har brug for pengene – så man besluttede at smile – men smilet var lidt anstrengt!

Jeg citerer direktøren i Landbrug & Fødevarer, som var glad (!) for regeringens ”vigtige håndsrækning til landbruget”:

”De her penge kunne også være gået til initiativer, der ikke havde samme jobskabende effekt, som det her initiativ vil få. Så det her er en fremstrakt hånd fra politikerne til landbruget, som vi skal være glade for. Selvom vi har mere på vores ønskeliste i Landbrug & Fødevarer” siger Karen Hækkerup.

Fakta-oplysning:

De 850 mio. kroner, som regeringen ønsker at investere i landbruget, kommer fra de såkaldte landdistriktsmidler. Regeringen besluttede sidste år at overføre 2,15 mia. kroner (i perioden 2015 til 2019) fra den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsmidlerne.

SÅ NU HAR REGERINGEN ALTSÅ BESLUTTET (OG FREMHÆVER SIG SELV MEGET I DEN ANLEDNING), AT UDVALGTE BØNDER MÅ FÅ NOGEN AF DE PENGE, SOM REGERINGEN TIDLIGERE HAR TAGET FRA ALLE BØNDERNE…

(det eneste vi manglede i den anledning var, at Facebook-politikeren Dan Jørgensen kunne få lusket et par af hans personlige mærkesager ind som krav for at få del i pengene).

I øvrigt forventer regeringen, at pengene evt. allerede (!) kan komme ud at arbejde i 2016. Jo, men det haster heller ikke, da ingen bønder jo kan få lån til den del af investeringerne de selv skal komme med (for at få deres egne eller vi andres penge).

Så vi smiler – vi vil jo nødig beskyldes for at være nogle brokkerøve, vel:-)

 

Please like & share:

Miljøet stinker af Ammoniak!

Bare ikke i Danmark….

Hvis man skal tro (og det skal man vel) på den seneste ”Videnskabelige rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (Nr. 119/2015) om den ”ATMOSFÆRISK DEPOSITION 2013”, så er det høje tid at få lukket ned for både ammoniakudledning og nedfaldet heraf.

I rapporten hedder det, ”at det i Danmark og Europa er en målsætning, at naturen ikke må modtage mere luftforurening, herunder kvælstof, end den kan tåle”

Danmark har i forbindelse med den såkaldte reviderede Gøteborg-protokol forpligtiget sig til at reducere emissionen af ammoniak med 24 % set i forhold til 2005 eller 45 % i forhold til de danske udledninger i 1990. Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at til sammenligning, så har EU’s medlemslande forpligtet sig til en reduktion på 6 % i forhold til udledningen i 2005!!

I anledning af, at Fru Brosbøl for nyligt har bekræftet, at Danmark holder fast i den forpligtelse, så har de danske bønder været noget oppe på mærkerne – er der grund til det, eller er det bare den sædvanlige jammer?

Indledningsbilledet foran dette indlæg, viser med farvekoder den samlede deposition (udledning/nedfald) af kvælstofforbindelser for 2013.

Jeg citerer fra rapporten (Kilder til kvælstofdeposition):

”Ved hjælp af modelberegninger er det muligt at estimere hvor stor en del af depositionen i Danmark, som stammer fra henholdsvis danske og udenlandske kilder. Det er også muligt at skelne mellem deposition, som kan henføres til emission i forbindelse med forbrændingsprocesser (f.eks. i forbindelse med transport, energiproduktion, forbrændingsanlæg og industriproduktion) og udslip, som kan henføres til landbrugsproduktion. Opdelingen i forbrændingsprocesser og landbrugsproduktion baseres på, at emissionerne af kvælstofilter udelukkende sker i forbindelse med forbrændingsprocesser, og at emissionerne af ammoniak i praksis stammer fra landbrug, idet over 95 % af emissionen af ammoniak stammer fra landbrugsproduktion. Beregningerne viser, at depositionen i Danmark kommer omtrent ligeligt fra landbrugsproduktion og forbrændingsprocesser. I 2013 kom ca. 60 % og 40 % af depositionen til landområderne fra hhv. landbrugsproduktion og forbrændingsprocesser”.

Man behøves ikke at være professor for at se, at Danmark ligger lavt og at nabolandene mod syd har en udfordring – endda så stor, at rapporten konkluderer, at deres store udledninger påvirker Danmarks ellers gode tal – naturligvis mest i Sønderjylland.

Jamen, så er det da også en rigtig god idé at pålægge de danske bønder endnu flere krav (omkostninger) for at opnå en reduktion på 24 % eller…..?

Der er ikke noget i vejen med at reducere – problemet ligger i, at vi vil så meget mere end alle andre, hvorfor vi bliver knækket i konkurrenceevnen. Det er der heller ikke noget i vejen med, hvis det er det, samfundet vil – men det er svært at se, hvilke af de øvrige samfundsmedlemmer, der har lyst til at løfte de økonomiske konsekvenser!

 

Please like & share:

Da hønsehuset brændte, kunne hanen ikke se……..

Øko-Dan slår til mod burhønsene

Man bør egentlig ikke kalde folk øgenavne, men i det her tilfælde går det nok. Øko-Dan praler nemlig selv af, at han bliver kaldt det og ser samtidig vældig selvtilfreds ud (onde kilder siger, at det gør han iøvrigt altid).

Øko-Dan og hans kompaner har igen været på korstog. Denne gang er det en stor teknologipulje, som Øko-Dan forhindrer burhønseejerne at deltage i.

Det er ellers en god idé – fx tilskud til LED lysteknologi (energibesparelser og hele svineriet), men nej!

“I er dem vi andre ikke vil lege med”, skråler Øko-Dan lystigt og fortsætter: “Der er større efterspørgsel end udbud af øko- og skrabeæg, så det er kun dem der må være med. æv-bæv”.

Vores allesammens Landbrug & Fødevarer foreslår forsigtigt, “at det er et meget betænkeligt træk Øko-Dan der har foretaget” og lige så forsigtigt funderer de over, om det endda kan være på grænsen af lovligt.

Tøsedrenge – fortæl nu for hel…. den klovn, at I går direkte til EU-domstolen med den sag. Giv ham 10 minutter til at beslutte, om han vil lade alle være lige eller om han vil have turen i systemet. Vågn op, for hulen

Undskyld, der løb det lige af med mig – men jeg har det af og til med Øko-Dan, som grisene fra tegneserien “stregen” for oven i indlægget:-)

 

Please like & share:

Lykketoft om politisk ansvar

Jeg hørte Mogens Lykketoft i radioen. Det var ret interessant, da han sagde:

”40 % af embedsmændene føler, at politikerne læner sig ind over dem, når der skal gives svar”

De næste han sagde, var også interessant:

”Det er ikke embedsmændenes ansvar, at der bliver givet korrekte svar – det er politikernes!”

Det er som sagt ret interessant – til tider oplever jeg det der sker lige modsat af Lykketoft’s udsagn!

Hvem læner sig ind over hvem, når der gives svar om fx kritik af analyseproblematikken i forbindelse med udtagning af prøve fra ”grundvand” og boringer?

Mig bekendt er kritikken rettet imod Miljøministeriet og GEUS, som står for udtagningen, men jeg erkender, at det er Fru Brosbøl der svarer.

Om svaret er korrekt (så befolkningen og de øvrige politikere kan stole på det), er altså også Fru Brosbøls opgave. Gad vide, om hun helt er sig sit ansvar bevidst der? 🙂

 

Please like & share:

Naturstyrelsen slår højgravide mink ihjel….

Naturstyrelsen viser i bedste sendetid, hvordan deres “supereffektive fælder” (deres egne ord) dræber mink ved at knuse deres hoved!

Er jeg forarget – nej ikke over at Naturstyrelsen jager den invasive amerikanske mink, men mere forarget over den følelsesladede debat der har været over aflivningen (eller rettere metoden) af nyfødte smågrise.

Det bliver let usagligt – men mon nogen reagerer tilsvarende aggressivt, når Naturstyrelsen i bedste sendetid (den 3/3 2015) tømmer minkfælder og stolt fortæller om, hvordan minkens hoved knuses?

Historien blev krydret med information om, at kræet oven i købet var en tæve (hun), som alt andet lige ville have født 4-5 hvalpe (unger) inden for de næste par dage – altså højgravid!!

Ja, den havde nok ikke gået i en svinestald, uden at verden (eller rettere Facebook) havde stået på den anden ende:-)

Inden jeg nu hidser nogen unyttigt højt op, så vær ikke i tvivl om at min holdning til evt. aflivning af smågrise er, at det skal foregå på korrekt vis. Men jeg venter spændt på, om der er en FB-storm på vej mod Naturstyrelsen over drabet på højgravide mink eller om det kun er det (tilsyneladende) indædte had mod danske svineproducenter, der kan få “stop dyremishandling nu” om af stolene:-)

 

 

 

Please like & share: